”Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.”
Onsdag morgen, jeg vågner med et sæt. Jeg ser på min mobil, den har ringet flere gange, og 7 beskeder er modtaget. Nu ringer den igen, jeg svarer den ikke. Den ringer igen, det er min far. De er på skiferie i Norge, det er vigtigt. Jeg lægger røret på, jeg vil ikke høre, jeg vil ikke erkende.
Om natten har jeg drømt de ene underlige, efter det andet. Min far fylder 50 år, der står en tom stol, bordkortet siger ”Far”. Min storebror fylder 25 år, der står en tom stol, bordkortet siger ”Farfar”. Jeg stiger af bussen, går den sædvanlige vej, jeg går hen til farfars dør. Jeg standser, på døren står et fremmede navn. Og sådan bliver det ved, hele natten.
En tåre triller ned af min kind, efterfulgt af den næste, og den næste. Jeg samler min mobil op, helt uden at læse foregående sms beskeder, skriver jeg til min far ”Du skal ikke ringe mere, jeg ved det godt.” Intet mere.
Jeg læser beskederne. Først er de bekymrende, dernæst mere og mere vrede, ”SVAR NU!”, ”Hvad sker der?!”. Min mor har blot skrevet, ”De er alle sammen på sygehuset, hvis du vil med”.
Vi aftaler at mødes ved bussen. Da bussen kører op mod sygehuset ser jeg dem. Alle sammen, de står der på tagterrassen. Vi går ind på afdelingen. Der lugter kraftigt af rengøringsmiddel fra stue 86, farfars stue. På døren til stue 83 er skrevet et skilt ”ADGANG FORBUDT!”.
Jeg mærker min fasters knæ falder sammen da hun giver mig et kram. Jeg kæmper for at holde mig på benene. Min kusine har givet op og sidder med ryggen op af væggen.
Sygeplejersken viser min mor, storebror og jeg ind på stue 83. Min storebror når kun at komme ind, før han vender om og går ud af rummet. Der er koldt. Vinduet er åbent. På sengebordet står 2 fyrfadslys. Jeg sætter mig i den blå stol, som så mange gange før.
Han ligger i sengen. Hans ansigt er stadig lunt. Hans mund er åben. Det ser ud som om han sover. Han har et grimt fleecetæppe trukket op til brystkassen. Hans hænder er foldet over solar plexus. Jeg lægger min hånd på hans, den er kold. Jeg sidder stolen, tiden står stille. Jeg kan ikke tage mit blik fra ham. Jeg stirrer. ”Om lidt lyder snorken, om lidt grynter han og vender sig på siden”, den tanke slipper jeg ikke. Men der sker ingenting. Min faster åbner døren. Vi er blevet bedt om at forlade afdelingen af hensyn til de andre patienter.
Min hånd slipper hans, men jeg fastholder mit blik. Til sidste øjeblik inden døren lukkes. Jeg kan ikke give slip.
”Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.”
Min farfar er gået bort. På seks måneder har jeg mistet både min farmor og farfar. Lammet af chok var jeg da farmor gik bort. Denne gang, det var som om jeg vidste det. Jeg følte det allerede da han blev indlagt for tredje gang på to måneder.
Mit livssyn ændrer sig. Jeg ser ingen frygt og fare ved døden, og en masse smerte ved livet. Jeg føler skyld og skam. Hvorfor gjorde jeg ikke noget? Hvorfor sagde jeg ikke noget? Jeg så ham flere gange ryge i smug. Nu er det for sent.
Jeg føler mig fortabt. Alene. Meningsløs.
Depressionen spredes som pest i min krop. De lyse tanker er ikke længere så lyse. De mørke tanker er mørkere end nogensinde. Jeg taler om det. Uanset hvem jeg ser, taler jeg om det. Jeg taler om hændelsen, jeg taler om hvad de var for mig. Jeg taler aldrig om det der sker i mit hoved. Det bliver derinde og er kun for mig. Jeg skriver mine tanker ned og gemmer dem væk. Lyset tåler ikke disse mørke tanker.
Jeg går til psykolog. Det hjælper mig ikke. Det holder mig oven vande. Mormor hjælper. Gentagne lange samtaler med mormor. Det hjælper mig og letter mig.
Men de mørke tanker lever stadig. Det bliver ved i uger. Måneder. År. I år lever jeg med tilbagevendende depressioner. Vredesudbrud, destruktiv, negativ. Hård og selvsikker udenpå. Følsom og skrøbelig inden i.
Af en eller anden grund giver jeg ikke op. Jeg kæmper mig gennem disse år. De mørke tanker har vendt sig til en følelse. En følelse af det bliver min tur. Min tur til glæde og lykke.
Og pludselig var det der. Med et trylleslag vendte mit liv 180 grader. Han får mig til at smile. Han gør mit hjerte varmt. Han gør mit sind stærkt. Bare han er nær. Han gør en ende på de mørke tanker. De trækker sig tilbage som regnskyerne over himlen. Og solen står tilbage, og giver lyset.
På et øjeblik. Så hurtigt jeg næsten ikke selv forstår. Jeg får alt hvad jeg ønsker mig og peger på.
De mørke tanker er fortid. Det var en hård tid. Men jeg kæmpede, og jeg klarede det. Jeg kom ud på den anden side. Stærk. Forvandlet med et trylleslag. Lige så hurtigt de mørke tanker kom. Lige så hurtigt er de nu væk.
”Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller”
